Borgmester på Frederiksberg

For det Frederiksberg du holder af

Hele Byens parti gennem mere end 100 år

Et veldrevet Frederiksberg

Uden at prale – Frederiksberg har styr på økonomien. Vi sikrer, at pengene bruges de rigtige steder.

Frederiksberg er en effektivt drevet kommune, ifølge nogen økonomer faktisk den mest effektive i landet. Det er et mål, der er opnået, uden at vi har måttet gå på kompromis med kvaliteten af den kommunale service. Gennem effektiviseringer skaber vi rum til bedre service inden for de kommunale kerneområder – i får simpelthen mere for pengene.

Det er også en nødvendighed i en tid, hvor den statslige styring af kommunernes økonomi er meget stram. Frederiksberg bestemmer ikke selv, hvor mange penge vi må bruge på kommunal service til borgerne og på kommunalt byggeri. Men vi bestemmer selv, om vi vil bruge pengene på en klog måde, som kommer borgerne mest muligt til gavn. Der har Frederiksberg Konservative gennem mange år stået for en helt klar linje; kommunen er til for borgernes skyld, og det er den direkte, borgernære service, vi skal prioritere.

Frederiksberg Kommune er til for alle borgere, og borgerne skal vide, at kommunen er deres. Der skal være plads til os alle, trods vores forskelligheder. Derfor ønsker vi heller ikke en højere skat end højst nødvendigt. I denne valgperiode har vi sænket skatterne mere end nogensinde før i Frederiksbergs historie – uden det er gået ud over den kommunale service.

Det har betydet, at vi nu har Danmarks næstlaveste kommuneskat, og gennem løbende sænkninger af grundskyldspromillen har vi sikret, at den tikkende bombe, som den stigende grundskyld har udgjort under mange Frederiksberg-familiers økonomi, gradvist er blevet afmonteret. Kombineret med de senere års statslige fastfrysninger i grundskyldsbetalingerne har kommunens politik på området betydet en neutralisering i grundskyldsstigningerne i hele denne valgperiode. Nu venter vi på, at landspolitikerne finder en endelig løsning på grundskyldsproblemet gennem indførelse af et nyt, mere rimeligt boligbeskatningssystem. Det skylder de os, for det er på landsplan, at problemet med de løbske boligskatter er skabt, og det er der, langt hovedparten af pengene ender.

Også erhvervslivet har kunnet nyde godt af vores målsætning om ikke at kræve mere op i skat end højst nødvendigt. Dækningsafgiften er ligeledes blevet nedsat til gavn for mulighederne for at drive virksomhed og skabe vækst og beskæftigelse på Frederiksberg.

Ved at stemme på Frederiksberg Konservative sikrer du

  • En effektivt drevet kommune, hvor vi bruger så få penge på administration som muligt
  • En kommune, som prioriterer servicen til borgerne – de varme hænder
  • En kommune, der ikke kræver mere op i skat end højst nødvendigt
Nyt fra Facebook